Ha’ Det Så Ungt

By 19. februar 2018 Musik

Så starter KNUST KUNST sæsonen! Endelig kan jeg præsentere første lyd fra KNUST KUNST, som er et projekt jeg har arbejdet længe på, hvor konceptet er at alle numre bygger på danske samples.

HA’ DET SÅ UNGT hedder første nummer. Jeg har fået lov til at lege med den legendariske Savage Rose-forsanger Annisette Koppels debutsingle, som hun indspillede som bare 15-årig helt tilbage i 1966.

Den kan høres på alle streamingtjenester på fredag, men da overskriften for Knust Kunst er vinyl, skal der være en lille smule fordel og forkælelse til dem der har en pladespiller.

Derfor udgiver vi sangen som syvtommer single – på kongeblåt vinyl – og den kan købes allerede NU. Men på en lidt speciel måde. 

 

Singlen kan KUN forudbestilles de næste 48 timer, og så trykker vi præcis så mange eksemplarer som der kommer bestillinger! Vi kører fra mandag 19/2 kl. 20 og 48 timer frem! Og hvorfor nu det? Jo, fordi:

Der udgives rigtig mange små, skæve, spændende ting på vinyl i Danmark for øjeblikket. Hvilket jeg selvfølgelig har stor optur over. Men der er en bagside ved succesen. Folk udgiver ofte udgiver i meget små oplag så man er helt sikker på at få udsolgt – hvilket jo er fedt for kunstneren.  Problemet er at tit bliver mange af eksemplarerne købt af folk der bare vil sælge videre og tjene på det, og derfor dukker der en masse eksemplarer op dagen efter til femdobbelt pris på brugtmarkedet. Den tendens er TRÆLS som det hedder i ghettoen jeg kommer fra, og  på denne måde kan jeg stadig lave en lille lækker eksklusiv udgivelse hvor ALLE interesserede vinylelskere har at få en skive til samlingen til samme fair pris, og hvor det ikke giver mening for ‘hajerne’ at skumme funkfløden!

I samme periode – og KUN her – kan du købe denne her “VI ♥ NYL” T-shirt som jeg har fået lavet til jeres der gerne vil vise kærligheden til vinyl på brystet/brysterne.

Der er et lille liret Per Vers logo i nakken, og t-shirten kan altså ligesom pladen KUN købes de næste 48 timer!

Og HER er så linket til din single og/eller shirt: www.runforcover.dk/ungt