En Top 20 over 20 år i gamet

By 23. juli 2018Musik

Hiphop-bloggen DetGodtNok lavede nedenstående liste da vi genudgav debutpladen med Sund Fornuft. Jeg bli’r sgu så glad når der er nogen der virkelig lytter godt efter, og ser sammenhænge jeg ikke selv var bevidst om. Og det virker som om DetGodtNok her har været med fra starten og har hængt på og hørt alt hvad jeg har lavet.

Hermed lægger jeg selv den fine liste op, i “ny og forbedret udgave” – der stod nemlig “OBS: Nummeret er desværre ikke tilgængeligt online” ved et par af sangene, og det har jeg nu rodet bod på!

DetGodtNok‘s introduktion lyder:

“I år er det 20 år siden Per Vers albumdebuterede. Det var startskuddet for hvad der sidenhen er blevet en af landets mest prominente rappere. Hans tilgang til genren og leg med det danske sprog er unik og på et niveau hvor man gang på gang bliver imponeret over de sproglige finurligheder. Samtidig med det, er han i den grad en rapper der ofte går med følelserne udenpå tøjet, og som bestemt ikke er bange for at skrive om skyggesiderne.

For at fejre jubilæet, har jeg valgt at se tilbage på Pers karriere som en af de mest produktive rappere i landet. I skrivende har han udgivet knap 250 numre, så der masser at dykke ned i, når man skal vælge sine favoritter. Der er blevet plads til lidt af det hele på listen: solonumre og numre fra tiden i grupperne Sund Fornuft og Kinski. Der er albumnumre samt numre fra mixtapes og alle mulige andre steder fra. Det har været en sjov proces at gennemgå mange gamle numre igen, og der har uden tvivl været genhørsglæde med numre jeg ikke havde hørt længe.

Værsgo at dykke ned i de 20 bedste numre fra de sidste 20 år, fra en af Danmarks ubestridt dygtigste tekstforfattere.”

Tak til alle jer der lytter, og ekstra stor tak til jer der lytter rigtig godt efter. Her kommer listen:

20. Megapenis (fra albummet ‘Tæt’ – 2015)
Et nummer der oprindeligt er skrevet til teaterstykket Det Store Skuffejern. Det er altid sjovt når rappere rapper om ting der foregår under bæltestedet, og det er bestemt også tilfældet med dette nummer. For en gangs skyld ligger der heller ikke en dobbeltbetydning i titlen, så nummeret handler lige præcis om en megapenis. Det er virkelig godt skrevet og vanvittigt morsomt.

19. Find Mig Her (fra albummet ‘DNA’ – 2014)
Per V lavede i samarbejde med Radio 24Syv dette nummer om danskhed. Et ret fint nummer, der der kredser om hvad det vil sige at være dansk.

18. Taxa Junkie (fra Kinski-albummet ‘Vi Taler Dansk!’ – 2009)
Hop ind i en taxa sammen med Per, og nyd en tur gennem vores smukke hovedstad. Nummeret er en hyldest til København og til det særlige bånd der kan opstå mellem chauffør og passager på en taxatur. Et lækkert jazzet nummer, der i brillerer i sin enkelthed.

17. Tilbage til Fremtiden (fra mixtapet ‘Retro Respekt’ – 2007)
Et af de mere uptempo numre fra Per V over et fedt beat fra Es. Mixtapet fungerede som en hyldest til det gamle radioprogram Mandags Hip Hop fra 1989. Her bliver der reflekteret over hiphopkulturens udvikling og set tilbage på de gode gamle dage og hvad kulturen har udviklet sig til i dag, på godt og ondt.

16. Et Døgns Diss (taget fra radioprogrammet ‘Det Store Mix’ – 1999)
Der er sagt ekstremt meget om den efterhånden legendariske bøf mellem Per V og Clemens. For det er en fantastisk battle, der fik begge rappere til at levere på et ekstremt højt niveau. Derfor er et af numrene også repræsenteret her på listen. Det er sjældent man hører Per vred, men her viser han hvorfor han er en eminent battlerapper. Der bliver ikke langt fingre imellem, når han går efter struben på Clemens, bevæbnet med et elegant flow og en virkelig skarp tekst, der viser et gevaldigt lyrisk overskud. Nummeret er desuden skrevet på kun ét døgn, hvilket ikke gør det mindre imponerende.

15. Risvin (aldrig officielt udgivet – 2003)
Et nummer der i stor stil viser Pers kreativitet og hans legesyge tilgang til det at skrive tekster. Ufo Yephas nummer Rige Svin bliver her til Risvin, og i stedet for historien om Yephas tur i et velhavende villakvarter, rapper Per om en japansk pige, der ikke kan tåle at drikke risvin. Det er et kort og ekstremt fjollet nummer, men det er ualmindeligt sjovt, og Per dropper nogle ret vilde rim og ordspil. Nummeret et et godt eksempel på, at Per V er en rapper der ikke er bange for at gå linen helt ud, når han først har fået en ide i hovedet.

14. YEAH! (fra Sund Fornuft-albummet ‘Så Sundt Som Det Er Sagt’ – 1997)
Et virkelig old school nummer, både når det kommer til beat og rap, men den naive charme skinner virkelig igennem her. Allerede fra første udgivelse stod det klart, at Per V bød på en unik tilgang til rapmusik. Det er uden tvivl en klassiker i min bog.

13. Moder Vor (fra albummet ‘Vers 1.0’ – 2005)
Per V er bestemt ikke en rapper der er bange for at fortælle om de store følelser, hvilket vi kommer til at se et par gange på denne liste. Her er det en rørende sang til hans forældre: om morens død og faderens måde at tackle det på. Selvom det er seriøs tekst, er det værd at bemærke, at man absolut ikke kan sætte en finger på det raptekniske i nummeret, da versene blandt andet er proppet med flerstavelsesrim.

12. Hav Det Godt (fra albummet ‘Ego’ – 2011)
Endnu et følelsesladet nummer på listen. Her bliver der gravet ned i både frygten og glæden ved det at have fået børn. Det er utroligt ærligt og sårbart, at blotte sig sådan, hvilket i sidste ende har resulteret i et stærkt nummer.

11. Zen Midt i Centrum (fra Sund Fornuft-albummet ‘Super Formula’ – 2001)
Endnu en hyldest til København som i den grad må siges at være en klassiker. Jeg husker første gang jeg så Per dukke op i en reklame på mit TV, hvor han rappede første vers i en HT bus. Et af de få eksempler på “ikke-pinlig” rap brugt i en reklame. Over en laid back produktion observerer Per byen fra en sønderjydes perspektiv.

10. Ironman (fra albummet ‘Ego’ – 2011)
Over et helt formidabelt beat fra svenske Embee, skaber Per V på yderst underholdende vis en fortælling som der nok er en del mænd der kan nikke genkendende til. Nemlig den kampe der kan foregå mellem hjernen og jernet, blandt andet når man er i byen.

9. Uerstattelig (fra EP’en ‘Og Den Nominerede Er…’ – 2008)
På konceptudgivelsen “Og Den Nominerede Er…” havde Per endnu engang fået en virkelig original idé. Han tog de fire sange der var Grammy-nominerede til årets sang det år og rappede over instrumental-versioner af dem. Alle numrene er ret gode, men det peaker med dette venstreorienterede politiske nummer, hvor Per laver duet med selveste Beyoncé. Den måde han bruger Beyoncés vokal på er ret genial og det er simpelthen så godt tænkt og udført. Samtidig er det et af de få rene politiske numre som Per har lavet.

8. Lille Konge (fra mixtapet ‘Smells Like Team Spirit 2’ – 2011)
Dette nummer var oprindeligt tiltænkt til Ego albummet. Det forstår man godt når man hører det, for det er et virkelig solidt nummer. Det kunne desværre ikke komme med på albummet, da det er en fortolkning af Massive Attacks kæmpe klassiker Teardrop, og der ikke blev sagt ok til at udgive det.
Hannah Schneider leverer i øvrigt en stærk præstation, der fuldt ud matcher Elizabeth Frazers originale vokal.

7. Lær Mig O Skov! At Visne Glad (fra compilationen ‘Rødder’ – 2014)
Per Vers’ eget bidrag til Rødder, skulle vise sig at være et af albummets højdepunkter. Det her er uden tvivl en af de bedst skrevne tekster fra Pers hånd. Over et helt minimalistisk beatbox-beat af Nappion, dropper Per V linjer der opsummerer konceptet med Rødder-udgivelsen og formår at gå i dybden med betydningen af lyrik og poesi.

6. Black Power (fra albummet ‘Vers 1.0’ – 2005)
Så kom vi til det. Ifølge Pers egne ord, hans eneste hit. Meget er blevet sagt om det her nummer, men en ting er sikkert. Det holder stadig. Det er som om alt går op i en højere enhed her. Dobbeltbetydningen i titlen, beatet der er i særklasse og teksten der imponerer, ligemeget om du er kaffedrikker eller ej. Hvor mange ville i øvrigt kunne skrive et nummer om noget så banalt som kaffe, og få det til at fungere så godt? For det er et overraskende simpelt nummer, når man ser på størstedelen af resten af Pers diskografi. Men da danskerne er en af verdens mest kaffedrikkende nationer, rammer det lige ned i danskheden, hvilket bestemt også er en af Pers største forcer.

5. City of Dreams (fra albummet ‘Vers 1.0’ – 2005)
Det er ikke nogen hemmelighed at de fleste danske rappere ikke kommer fra hovedstaden, men har siddet i de små provinsbyer og drømt om at komme ind mod de store byer, hvor musikken kunne få lov til at blomstre. Her skiller Per V sig ikke ud fra normen. Han er vokset op i den lille by Gram, langt væk fra alt der minder om storbyen. Det her nummer er en hyldest til alle dem, der ligesom ham, søgte ind mod byen. Samtidig er nummeret en hiphoppers svar på en coming of age historie, om en nørd, der fandt sit kald i teksterne og musikken.

4. Uden Navn (fra albummet ‘Ego’ – 2011)
Vi har efterhånden været igennem et par ekstremt dybe numre fra Pers hånd, men det bliver ikke mere rørende og hjerteskærende end dette. Det er et nummer dedikeret til det der aldrig var, og et nummer der garanteret har haft en terapeutisk funktion for ham. Udover det åbenlyst modige tekstvalg, er nummeret unikt, idet de skrevne tekster får tilføjet en ekstra dimension. Der er nemlig lagt to liveoptagelser af freestyle sessions, der er med til at binde historen sammen, og giver nummeret et meget realistisk udtryk.

3. Skosvært (fra Kinski-albummet ‘Vi Taler Dansk!’ – 2009)
Endnu engang rammer Per V hovedet på sømmet. Sammen med makkeren Oliver Ravn bliver der reflekteret over hudfarve. For hvordan er det lige, når alle ens idoler har en anden hudfarve end ens egen? Et humoristisk nummer der handler om ikke at passe ind. Nummeret oser desuden af sprogligt overskud, der gør at man konstant trækker på smilebåndet og bliver imponeret over de lyriske evner. Det hele bliver desuden toppet med solide cuts fra DJ Turkman Souljah og et omkvæd hvor Al Agami stemmer i – det er ret genialt.

2. Bli’r Ved (fra albummet ‘Ego’ – 2011)
Dette nummer er i min optik, indbegrebet af Per V som kunstner. For hvordan holder man sig selv aktuel som musiker, uden at forfalde til den lette løsning ved at gå pop? Der er mange, især i hiphopmiljøet, der startede omkring samme tid som Per, og som valgte netop den vej. Per V holder derimod fast i sin integritet, og laver ikke musik der taler til den laveste fællesnævner. Det er en kritik af den nemme løsning, og samtidig en hyldest til alle dem, der nægter at give op.
Nummeret giver desuden et godt indblik i Pers hoved og om siger noget om ham som kunstner. Der er tale om en rapper, der simpelthen ikke kan lade være med at skrive, på trods af modgang. Udover den fænomenale produktion af DJ Large, bliver nummeret afsluttet med nogle yderst velplacerede cuts fra selvsamme herre, der lige er med til at gøre nummeret ekstra hiphop.

1. Fri & Fallit (fra albummet ‘Ego’ – 2011)
“Jeg er på toppen af et korthus og blæser på vinden… fri og fallit.” – hold nu op hvor er det fint skrevet. Povl Dissing og Per Vers i øvrigt et smukt makkerskab, hvor Dissing giver nummeret en ekstra melankolsk dybde. Det er et mere abstrakt nummer end hvad man er vant til fra Per Vers’ hånd. Et nummer der i den grad viser hvor ambitiøs Per er med sin musik, og hvor han kan tage rapmusik hen.

Jeg kan i øvrigt anbefale at læse dette interview med Per om nummeret fra Bagomnummeret.dk