Så Sundt Som Det Er Sagt

By 24. maj 2017Musik

Jeg var 17, jeg havde bøjle på tænderne, og jeg havde lige vundet Årets Rapper (DM I Rap). Der ringer en fyr og siger han vil lave en plade med mig og Sund Fornuft, og vi er sikre på det er telefonfis. Alene det at begrebet “telefonfis” har været uddødt i et årti, viser at dette er længe siden.

Pladen der kom ud af det kaldte vi for SÅ SUNDT SOM DET ER SAGT. Det er faktisk præcis 20 år siden i dag at den udkom. Og i anledning af dét – og at den har været udsolgt i 19 år og 9 måneder, genudgiver vi den!

Vi trykker 250 eksemplarer på sprød rød vinyl – og den kan forudbestilles fra NU af hos Run For Cover.

Jeg tænker på pladen som et “eksperiment” mere end et “mesterværk”. Det er et tidsbillede på dengang det hele var nyt og naivt, og “Så Sundt Som Det Er Sagt” lyder som intet andet hverken før eller efter. Vi har til lejligheden fået lavet dette lille sammenklip med hjemmevideo fra 1997 og omegn.

Efter jeg trawlede VHS-båndene fra dengang i gennem, var jeg på loftet efter den allermest støvede scrapbog, og har fundet en hel del fede avisudklip fra 1997, som kan læses her, her og her.

Derudover mindede mig scrapbogen mig om at pladen var meget længe undervejs. Og at vi var så undergrund (læs: amatøragtige) at vi i fuld alvor sendte pressebilleder ud hvor vi havde mad i munden og lukkede øjne. Og at vi lavede en pressemeddelse før vi havde lavet et nummer. Og at hele mit teenageværelse faktisk var eet stort Sund Fornuft graffiti-piece! 😀

Nå, men pladen fik 4/6 i Gaffa, 5/6 i Jyllands-Posten og 6/6 i Tjeck. Og ellers sagde folket:

“Noget af det mest sympatiske og personlige, dansk hip hop har præsteret” Politiken
 
“En kulmination på udviklingen indenfor dansk rap de sidste par år” – Macaroni Magazine
 
“En overfed plade. Dansk rap på en hidtil uset måde og et rigtigt højt niveau” – JAM magazine
 
“Denne plade introducerer den danske musikscene for et gigantisk talent i form af den enestående poet Per Vers” – Information
 
“På en skala fra et til ti giver jeg ni…millioner” Copenhagen Rap Spot
 
“En ny definition af dansk soul – det er Sund Fornuft!” – Nat & Dag
 
…ooog så var der sikkert også nogle dårlige anmeldelser, men dem har vi ikke gemt!!! 🙂

Linket til at købe en lille slice halvfemser-niceness finder du altså HER.

Til mine homies for life, Geert (Langemand) og Christian (DJ Møller) – tusind tak for dengang.