I SKU’ SE

By 14. august 2018 Uncategorized

Endelig er dette nummer ude, som Esben og jeg kæmpede længe med. Dette er nok den femte udgave af dén sang! Samplingen af Marie Key der synger at “I sku’ se Per danse” var genial, men det var en kamp at naile den. Vi måtte indkalde Bastian Sjelberg på bas, Daniel Muschinsky på keys og Jacob Gurevitsch på guitar een gang til. Og for at de skulle blive RIGTIG disco ringede jeg efter hjælp hos Davide Rossi der lagde de sygeste strygere på og Soulkoret Shiva med de helt rigtige halvfjerdser-vokaler. Og SÅ var den der. Og nu er der video til!

TAK til hele video-holdet for storslået indsats! Steen Koerner for instruktion, Topper for filmning, Martin Jensen for klipning – og til de dansende pensionister, de ditto børn og Marvelous Mosell på gæste-running man!

Se videoen-bagom-videoen om den lidt specielle tilblivelse….!

Her er den officielle pressemeddelse til singlen og videoen:

I SKU’ SE

“Vi ‘ikke født til at være perfekt
vi ‘født til at være ægte, bevæg din vægt
Acceptér den cookie
og skyd skylden på den boogie…”

I SKU’ SE er en hyldest til det uperfekte – om at gøre det grimt og gøre det alligevel.

Det er Per Vers i en helt ny lydkulisse – soulfuld halvfjerdser-disco med kæmpe kor og store strygere. Den tungetwistende tekst flyder over af selvironi i den seriøse sags tjeneste – at livet er for kort til selvhøjtidelighed.

“Groovet gør at jeg glemmer at jeg ‘usikker / så jeg danser som om ingen kigger”

Omkvædet leveres af en stemme de fleste danskere nok kan sætte ansigt på. Som fællesnævner for hele Pers længeventede albumprojekt “Knust Kunst” som er ude 7. september, bygger også dette nummer på en sampling af en dansk sang.

De hidtil udgivne sange – “Ha’ Det Så Ungt” (marts), “I Dag” (maj) og “Målløs” (juli) har skiftevis bygget på virkelig obskure, glemte vinylplader og mere kendte stemmer og hits. Førstnævnte på Annisette Koppels debutsingle som 16-årig, der kun findes på syvtommer, og sidstnævnte på det glemte Aarhus-hippie-orkester Janus & Venner. Den midterste tog sit forlæg i et velkendt hit, Carpark Norths “Transparent & Glasslike”. Her kommer inspirationen fra en mellemting – kunstneren er en af tidens største popnavne, men sangen er en overset juvel fra før hun blev landskendt.

Per Vers sad i sin tid og hørte Marie Key synge i en kirke på Nørrebro før hun havde en plade ude, og da hun nåede til en guitar-ballade om Pers navnebror, en lille dreng der gerne vil gå til dans – (sangen hedder simpelthen “Per”) – vidste han straks at DET måtte han da sample. Et års tid senere kom debutpladen fra Marie Key Band, Per fik et ja til at sample “Per” og fik acapella-sporene tilsendt, så der var fri leg med Maries stemme.

Den karakteristiske Key-vokal bliver nu sat i et dyrt lydende dansabelt univers, der mod slutningen tipper over i moderne trap.

“Og der ingen Nobelpris
hvis du afslører at jeg ikke har hofter som Elvis
De står og snapper selfies
med min bækkenbund som baggrund så’n helt tilfældigt”

Det fyger med avancerede rim og referencer i et tårnhøjt tempo med en Per V i topform. Blandt meget andet bliver Marvelous Mosells “Den Bedste Danser” citeret – og med vanlig Vers-sans for detaljer, så dukker Mosell da selvfølgelig selv op og leverer linien, både på nummeret og i videoen.

Den dertilhørende musikvideo er i øvrigt noget for sig. En af DK’s bedste breakdansere nogensinde, “Boogie Steen” / Steen Koerner, blev indkaldt som instruktør, og Steen valgte en usædvanlig taktik: at ringe til Ældre-Sagen og få oprettet et hold af pensionister der ville lære Steens specialiteter, popping, locking og tutting – udelukkende for at kunne slutte det tolv uger lange træningsforløb med at blive stjerner i denne musikvideo!

Hele Knust Kunst er produceret af Esben “ES” Thornhal, og således også I SKU’ SE. Det store kor der vrikker med stemmebåndene nummeret igennem er det ti mand m/k fra Soulkoret Shiva, og prikken over produktionen, det flotte strygerarrangement, er spillet og komponeret af Davide Rossi, der tidligere har stået for strygere hos alt fra Coldplay til Alicia Keys. Altsammen for at gøre det umuligt at stå stille…hvor grimt det end måtte være…!

“Så bare ta’ bedler
jeg har moves der veksler mønter til sedler
Pas på, det ka’ gi’ øjencancer
deres glugger dugger når jeg danser”

Håber I ka’ li’ det derude!! Her er links til streaming, incl. Soundcloud: TRYK HER. – P