Mit Forår

By 22. maj 2017Musik

Åh, Facebooks fucking “for et år siden børstede du tænder, vi tænkte du gerne ville se det igen” minde-funktion. Den har i dag givet mig åndenød og stress ved at smøre dette billede ud i mit fjæs. Fotoet dokumenterer at det i dag er præcis FIRE år siden vi startede på KNUST KUNST projektet ude i The Village studiet i Vanløse…!

Jeg vil rigtig gerne præsentere det her for verden så snart som muligt, men jeg nægter at gå på kompromis. Ting ta’r tid og gode ting ta’r lang tid. Men nu skal det være. Så i denne tid arbejder jeg først og fremmest frem mod at få KNUST KUNST færdiggjort.

Men sideløbende har jeg i det sidste halve år også haft en del skriveopgaver, der allesammen er kommet ud i april og maj. Så her er et recap af de sidste to måneder, kære hjemmesidebesøgende. Kodeordene er ÅRHUS og JESUS

1) FYLDT OP

Folkekirken.dk bad mig om at skrive et nummer til deres påske-tema – det skulle på en eller anden måde handle om “måltidet som fællesskab”. Jeg bad det unge supertalent Emil Kruse om at stå for musikken, og det kom der dette nummer om Michelin-mad vs. hverdagssuppe ud af ->

(“Fyldt Op” musikvideo kan ses HER)

2. SKÆRMØJNE – et “visuelt digt” med musik af DJ Static. Static producerede min allerførste demo da vi begge var hhv. 16 og 18 år gamle, og blev mange år senere min tour-DJ i et par sæsoner. Han er nu blevet filmklipper og arbejder på M2 Film i Aarhus. M2 ringede og sagde at de havde fået penge til og mulighed for at lave en ambitiøs animeret kortfilm, der skulle projiceres op i kæmpeformat på deres bygninger ved Aarhus Havn – som åbning af en ny filmfestival ved navn T.H.I.S. Festival,

De spurgte om jeg ville skrive en spoken word ting på ca. 5 minutter, som skulle være grundlaget for filmen. Static stak mig et stykke musik, der lyder som en breakdance-venlig udgave af “Stranger Things” temaet. Og jeg skrev en tekst om – ja, om mange dystopiske ting og dystre sager, men overskriften er kunstig intelligens. Herefter blev hele SEKS hold animatorer hevet indover, til at sætte billeder til mine ord.

Over 20 mennesker arbejdede i to uger med værket, og det blev meget gennemført og overvældende flot, da det blev projiceret op i 8 x 20 meter. Jeg håber en dag at kunne vise jer alle den færdige film. Men her er i hvert fald lydsiden! Hør SKÆRMØJNE her:

3. SKABELSEN 2.0

…og så den lange. Jeg er hverken kristen eller opera-fan, men dirigent Christian Baltzer fik mig overbevist om at Joseph Haydns klassiske korværk SKABELSEN fra 1798 skulle opdateres og fordanskes – og at jeg var manden der skulle gøre det. Og så gik vi igang – de oprindelige 3 timer blev skåret ned til halvanden, og de tolv mellemstykker mellem arierne som hedder recitativer (ja, det vidste jeg heller ikke) og er der hvor handlingen skrider frem – skulle skrives om fra tysk opera til dansk rap og speak. En mega mundfuld!

Slutresultatet blev opført i Aarhus Musikhus’ smukke Symfoniske Sal – med 60 mand i symfoniorkesteret og 150 mand i koret. Arbejdsmængden har uden tvivl været på størrelse med et helt album. Seks måneders tænketid, tre måneders skrivearbejde og en måneds udenadslære – altsammen affyret på bare to aftener.

Jeg har forsøgt at skrive en dobbeltsporet tekst, hvor skabelsesberetningen sideløbende handler om et menneskes fødsel. Her er to anmeldelser fra Aarhus Stifttidende og Jyllands Posten. Lokal-TV-reportage fra “generalprøven” i Viborg kan ses her, og her fortæller jeg om skriveprocessen.

Og fint nok med gode anmeldelser – men mest indtryk gjorde et midaldrende par der måneden inden havde været inde og se originalopførslen af operaen og jublende sagde “Det var LIGE i Haydns ånd! Han ville have ELSKET det her!”

4. BARE KOM

Til sidst et nummer fra mit to år gamle album TÆT, som et hold unge homies M/K fra VIA Transmedia Aarhus på eget initiativ lavede en musikvideo til. Det er en nul-kroners-video, men sgu en af de flottere af slagsen!! Tak for det!

Så er vi vist igennem dette forår. Jeg burde helt klart ha’ delt alt det her ud over 3-4 blogposts, så respekt hvis du har læst til ende OG klikket, lyttet og kigget på alt!!

Inden sommerferien skal jeg være konferencier til Engage Festival, Kløften Festival og på Orange SceneRoskilde. Og så tager jeg rundt med gode gamle TV-2 over sommeren.

TV-2 tager på en af deres største turnéer i mange år med 26 stop. Jeg er med som gæstesolist på ni af koncerterne – første gang 2. juni til Skive Festival og så slutter turen 8. september til Fredagsrock i Tivoli i København.

Jeg håber vi ses derude….! ://PV