NY VIDEO! “FRI & FALLIT”!

28/11/2011

SÅ ER DER NY MUSIKVIDEO. Beklager min tavshed her på siden – men jeg har lige talt sammen at jeg har spillet 95 gange mellem 1. september og nu, så travlhed = tavshed. Man danser når det går godt og skriver når det gør ondt – og holder kæft når man rent faktisk har noget at berette om…

Til gengæld trækker jeg stikket fuldstændig ud når EGO TOUR er færdig på fredag, og to måneder frem. Så skal jeg nok få kastet lidt sager op her på PER.TV imens jeg samler kræfter og karma til en ny sæson.

Idag er det min kæmpestore stolte fornøjelse at sige kom og kig min nye musikvideo FRI OG FALLIT – tak tak tak til alle medvirkende foran og bagved kameraet!!! Håber I kan lide den?! Alt efter temperament, så se bagom-videoen før eller efter selve musikvideoen!!

BAGOM VIDEO (filmet & klippet af Kriswontwo)

Læs eventuelt også lidt om historien bag – her er pressemeddelelsen fra Playground:

“Per Vers og Povl Dissing i ny musikvideo med Søren Hauch-Fausbøll i hovedrollen”

Et halvt år efter udgivelsen af albummet EGO, anmeldelser på gennemsnitligt fem stjerner, en nominering til DMA og fem til GAFFA-prisen, slutter Per Vers i denne uge sin EGO TOUR i Esbjerg og Kolding. Per kan nu puste ud efter et turbulent år med over 150 optrædener, hvoraf sommerens koncert Roskilde Festival med 19 mand på scenen og 12.000 publikummer i, udenfor og rundt om teltet står som en kulmination for et år hvor det endelig lykkedes en arbejdsom, idealistisk og utrættelig hiphop-artist.

Sæsonen sluttes af med en ny musikvideo. Nummeret hedder ”FRI OG FALLIT”, og har den folkekære POVL DISSING på omkvædet.

Det utraditionelle samarbejde tog sin begyndelse på Pers debut-album “Vers 1.0″ fra 2005 da Povl Dissing gav Per lov til at sample hans sang på nummeret “Trøstesløs Café”. Da man fandt sang-sporene frem blev det til en genfortolkning, som folk troede var et originalt samarbejde – men en rigtig duet var det altså slet ikke. Den kom så her seks år senere. Teksten og det melankolske beat var på plads, nu manglede Per blot en stemme til omkvædet. Han spurgte først Fallulah, der rigtig godt kunne lide nummeret, men ikke kunne høre sig selv synge på dansk. Han spurgte Malte Fischer fra Oh No Ono, der indspillede noget til det, men som heller ikke var præcist det, Per ledte efter. Og så greb han knoglen til Povl, ansporet af at Povl i et brev hvor han takkede for at have fået tilsendt den første CD, havde skrevet at “der måske nok er 40 år imellem os, men jeg er fuldt solidarisk med din stil”. Den gamle troubadour troppede op og endelig blev den melankolske, poetiske tekst forløst.

Og nu har duetten fået en passende billedside – optaget på Det Kongelige Teater i et smukt samarbejde med den Kongelige Ballet. Teksten om den indre kamp mellem det man gerne vil og det man ender med faktisk at gøre, bliver legemliggjort af Søren Hauch-Fausbølls kiksede kamp på scenen mellem fem elegante ballerinaer og en usympatisk instruktør.