BONUSINTERVIEW: RAPTIVISM

JULI 2009 – Jeg blev interviewet af en amerikansk college-student ved navn Aisha Fukushima, som research til hendes jordomrejse-projekt. Aisha vil i løbet af det næste år besøge Danmark, Indien, Marokko, Sydafrika, Senegal og England. Hun er netop færdiguddannet fra Whitman College med speciale i retorik og filmhistoire. I løbet af sin rejse, vil hun få indspillet en compilation med sange fra kunstnere fra de foreskellige lande, som skal «reflektere både de musikalske stilarter og det politiske klima i de forskellige lande». Jeg er meget på vagt overfor sådanne projekter, der ofte ønsker at finde nogen kunstnere der så kan udtrykke nogen bestemte politiske holdninger, men mit møde med Aisha var meget uhøjtideligt og positivt, og om ikke andet fik hun mig til at reflektere over ting, jeg ikke har formuleret for mig selv før. Følg Aishas jordomrejse på raptivism.tumblr.com og læs løs her:

Aisha: I mine interviews med forskellige hiphop-kunstnere baseret i København, har hovedparten sagt at dansk hiphop har ændret og udviklet sig væsentligt igennem de sidste 10 år. Er du enig?

PV: Det ændrer sig hele tiden. En skræmmende tanke at forestille sig en scene der lød ens i begge ender af et årti. Men hvis du leder efter een der er superfrisk på at definere og kategorisere, så er jeg bange for at jeg er det forkerte interview-offer. Jeg ved nærmest ikke længere hvad det vil sige at være en del af en «scene» eller en «kultur». Som mit liv ser ud nu, så er jeg meget ude, men kun hvis jeg har en optræden – og når showet er ovre, er jeg videre. Når jeg ikke har et show, er jeg i studiet eller hjemme ved skrivebordet og ordner praktiske ting.
Så jeg er ikke «on the street» som sådan – og det lyder lidt som om det er dét du søger, een der er «i miljøet». Jeg er i forbindelse med måske 50 mennesker hver dag, og min kæreste er træt af at jeg mailer, telefonerer, twitter og facebooker så meget i hverdagen – men det er jo bare de mennesker jeg arbejder sammen med, og ikke noget jeg kigger på som et «samlet socialt fænomen».
Den følelse er meget lettere at få når man er teenager, eller i første halvdel af tyverne – før man former en familie eller er påbegyndt en eller anden tidskrævende karriere. Før disse to, store afgørende ting i ethvert livsforløb, definerer man sig selv indenfor «hvor hænger jeg ud» og «hvem hænger jeg ud med». Det er dét du baserer din karakter eller selvbillede på. Og den slags kan og vil jo ændre sig – på et tidspunkt kaster livet noget nyt efter dig, som sagt; karriere eller kærlighed – som gør at du flytter dig, psykisk og næsten altid også fysisk. Og den smukke kone du helt frivilligt bruger dine aftener sammen med, de dejlige børn du skal gøde og nære vil blive din hverdag, og denne hverdag vil på godt og ondt skubbet den luksus væk, som det er at bruge uendelige mængder af tid og energi på at være f.eks. «hip hopper», hvis det er dét du har kaldt dig selv. At lytte til nyt musik otte timer om dagen eller være til stede ved alle rap-koncerter i København, er ikke rigtig muligt for mig, nu hvor jeg har disse frygteligt «voksne» opgaver og ansvars-områder..

Aisha: Kan du uddybe det?

PV: Well, jeg tror at folks grunde til at være deltager i en kultur skifter. I starten er de fleste med fordi det er en social ting, de gør det for at være en del af noget. De ville smide det væk hvis det blev en ensom ting.
Enhver forfatter ved at det er et ensomt job at skrive. Hvis du sætter dig for at skrive en bog, bliver du nødt til at ofre dit sociale liv i et år, ellers bliver det ikke til noget. Og nogle musikere vil have samme indstilling, men de fleste vil ikke. På sin vis med rette, fordi musik ER jo socialt – folk smelter sammen både nedenfor og på scenen, når bandet spiller. Men det jeg mener er at de fleste udøvende musikere har deres «måder» at gøre tingene på…du ved, «jeg er MC, jeg gør min ting – altid en lille smule fuld, og altid i det samme lokale med de samme fem gutter». Du «gør» det aldrig alene, du giver ikke, du vil ikke- det gi’r ikke mening hvis du er alene og ædru, for det er jo «klubben», det er «drengene»…det har jeg i hvert fald oplevet mange gange.
Og jeg respekterer virkelig meget – nej, jeg ELSKER – det faktum på den måde bruger musik til at være sammen på en fed måde. Men jeg har virkelig mødt mange, der opfatter sig selv som ambitiøse og seriøse, som siger «jeg vil vikrelig gerne gøre det her på fuld tid». Men deres måde at omgås musikken er ekstremt hobby-agtig. Og det er jo sundt, og det jeg ser de siger med deres handlings-mønstre er: «jeg elsker at gøre det her, og jeg gør det sammen med folk jeg elsker, et bestemt sted hvor jeg er tryg – og jeg ville ikke bytte det væk bare for at det kunne blive mit arbejde». Men det er de ikke selv klar over, og de siger stadigvæk «yeah, jeg vil kæmpe, svede, øve osv og gøre hvadsomhelst for at komme ‘on top of the game’!»

Aisha: Så hvis du skal dele hiphop-scenen op er det først og fremmest baseret på arbejdsmoral, at komme videre end homeboy-hyggen?

PV: Ja, hvis jeg absolut SKAL dele den op…! Alle de her observationer har jeg jo gjort i et egoistisk forsøg på at optimere muligheden for at opfylde mine egne ambitioner. Alle de vanvittigt mange mennesker, der gerne vil et eller andet, men af eller anden eller tredie grund bliver det aldrig nogen sinde til andet end snak. Jeg har selv ønsket mig alle mulige ting, og syntes det hele gik alt for langsomt – jeg har altid været frygtelig utålmodig. Og jeg ved alt for godt at det ikke er sundt, hverken mentalt eller kunstnerisk. Altså, det er jo meningen at du skal være totalt zen og sidde i et tomt rum, glemme verden og blive i din ‘bobbel’ indtil noget stor kunst bare brækker sig ud over papiret, ikke?
Aisha: Jeg kender det selv alt for godt – dygtige folk, der bare ikke får gjort tingene – der er meget som min mor ville kalde «should have, could have, would have” mentalitet derude.

PV: Ja – men det er virkelig en parade af tveæggede sværd, for jeg kender også modpolen – konservatorie-musikere, modne, tjekkede og veluddannede – som er organiserede og har styr på at søge støtte og foinde, som har det fint med at anse deres musik som et skrivebords-arbejde. Og faktum er at langt størstedelen af folk med den tankegang laver helt vildt kedelig musik. Så hele balancegangen er ikke at dræbe eller tæmme den skæve, originale tankegang som er hele kernen i det enestående færdige produkt, men alligevel også være effektiv, og ikke at være for «kunstner» til f.eks. at bruge en hel dag på at snakke stregkoder med et tysk CD-trykkeri, selvom der var en hel del stoffer og tøser du ku’ ha’ taget og scoret i de 8 timer.

Aisha:  Åh, jeg ved alt for godt hvad du mener. Og jeg har får lyst til at skrige, at sådan burde det ikke være – altså, at den praktiske del fylder så meget: jeg har selv brugt mindst lige så meget tid foran computeren med at organisere og koordinere min rejse, som på at lære byen at kende ved at være rundt og møde og synge og indspille. Det har taget næsten et helt år bare med oversøiske telefonsamtaler og mails verden rundt, op til dette projekt-år med Rhythms, Rhymes and Raptivism.

PV: Yeah – det er en anden måde at anskue musikere på, som selvstændige eller «enmands-firmaer». Tidligere var dagsordenen jo at man som kunstner blev «opdaget» af nogen der havde styr på branchen. Og man ville gladeligt acceptere at andre styrede ens skæbne, fordi definitionen på en stjerne nærmest var at man var en fri sjæl, uden en normal hverdag som alle andre, nærmest stod udenfor samfundet for derved at kunne beskrive den bedre.
Men der bliver færre af den slags tilfælde, fordi det bliver sværere og sværere for en mellemmand at være sikker på vedkommende musker giver «overskud» – og fordi den moderne attitude er at man kan komme langt uden mellemmænd.
Men sjovt nok er det med til at fjerne den oprindelige, klassiske magi der omkranser en «stjerne», fordi stjernens vigtigste opgave er at transmittere en aura som får omgivelser til at sige «bare jeg var ligesom hende eller ham» – så derfor skal stjernen hele tiden opretholde forestillingen om han/hun og hans/hendes livsstil er meget anderledes end den «normale». Ellers er det ikke interessant at iagttage, sladre og blogge om. Og en del af det der attråværdige er forestillingen om alle dem udenom, der arbejder for at talentet kan udfolde sig. Og hvis du ved at ham der ellers synger megafedt osv. sidder foran en computer 8 timer om dagen ligesom du selv gør, så er det ikke «brændstof til drømme» på samme måde. Det er meget mere nede på jorden. Og personligt finder jeg sådan et idol/fan forhold meget mere attraktivt.

Aisha: Vent – kan du «pakke det lidt mere ud» – hvorfor er det mere attraktivt at være selvstændig, et «enmandsfirma» som du kalder det?

PV: Det er da ekstremt attraktivt at have selvhjulpne individer der ikke bliver pimpet af umusikalske mennesker. Men når jeg ser hvad det er mange mennesker søger i den måde de betragter og bruger musik på, forstår jeg godt at det andet image er let at forelske sig i. Det handler om drømmen om «det lette liv». Alt er uddelegeret, du skal bare skrive dine rim eller ramme den rigtige tone hver gang. Og endnu mere handler det nok om opmærksomhed, at forestille sig at være pakket ind i opmærksomhed hele tiden – det tror jeg er enormt tiltrækkende for mange der måske føler sig overset.

Aisha: : Per, helt ned til dit kunstnernavn leger du med sproget og du er vidt respekteret for din lyrik. Når jeg lytter til din musik, så nyder jeg det, selvom det udfordrer min begrænsede forståelse af dansk. Det der tiltrækker mig mest er at det lykkes dig at være både samfundskritisk og grænse-overskridende i en legende let og kreativ stil.
For mig at se, når det kan lykkes for dig at komme så bredt med så tankevækkende materiale, så er relaterer det direkte til mit «Raptivism» projekt, såvel som mit eget personlige ønske om at at være en aktiv del i den vedblivende proces at ændre noget negativt til noget positivt, og at styrke marginaliserede samfund og mennesker som har oplevet deres menneskerettigheder blive krænket. Mit håb er at rap og hip-hop som en bevægelse, en kultur, og et socialt fænomen kan få folk til at blive mere bevidste om deres egne handlinger såvel som verden omkring den. Tror du på at det er dét du gør med din musik? Kan du give mig nogen eksempler fra din lyrik?

PV: Et eksempel? Ah, nu er du ikke sød.

Aisha: Hvorfor ikke?

Per V.: Fordi det sang-tekster ikke bare kan oversættes [dette interview foregik på engelsk]. Eller, det er der selvfølgelig mange der kan, men jeg er stolt af at mine ikke kan. At der er så meget «dansk» i dem, at de ville miste 90% af deres sjæl og opbygning hvis man lige hurtigt oversatte dem.
Jeg kan godt lide ting med mange lag og detaljer – da jeg hoppede ombord på hiphop-toget i 1989 var Chuck D [Public Enemy] «the man» og han var (og er) meget, meget svær at «forstå» for det er rimelig komprimeret og poetisk, og ikke let-fatteligt hverdagssprog som de fleste rappere i dag kører på. Og som 12-årig, med et barnligt engelsk, så gik det næsten det hele hen over hovedet på mig, så som udgangspunkt lyttede jeg bare til det pga. den power der lå i musikken og hans stemme. Men jeg kan den i dag i dag finde nye betydninger i de tekster – det var meget kompleks musik, hvilket jeg har været meget tiltrykket af. Men nu om stunder har jeg ændret mit syn på mange ting og jeg nyder simpel musik mindst lige så meget.

Aisha: Hvad mener du med “simpel” musik?

PV: At det ikke behøver være indviklet, undergrunds-agtigt som Public Enemys «wall of sound» eller De La Soul der på den første plade også havde seks af lag af samplinger til at smadre derudaf samtidig. En sanger med sin guitar, en fantastisk melodi på et gammelt klaver, hvis det lykkes at transmittere en følelse så kan jeg blive rørt, og det er det eneste der betyder noget.
Da jeg var teenager hadede jeg popmusik og var vred på det der var i radioen – nu ved jeg at ligesom hiphop bare er et ord er kan betyde hvadsomhelst, er pop bare et ord du kan læse hvilken som helst mening i.
Jeg vil stadig rigtig gerne bibeholde mine stærke sider – at lave nogen tekster der kan være puslespils-agtige på detalje-niveauet, og derfor sjove og givende at høre mere end een gang. Og vide at der er rigtig mange der har lettere ved at udtrykke følelser på en ægte måde – det er så dér jeg har min kamp, mens de måske kæmper med at det kan blive for banalt. Jeg har helt sikkert være mere inspireret af sang-tekster end af rap-tekster de sidste år – der er bare mere at hente i Tom Waits og Leonard Cohen end Soulja Boy…
Så alt i alt er jeg fuldstændig uinteresseret i at «repræsentere» hiphop – hvilket jeg beklager, hvis du ledte efter een der kunne sige «jeg har styr på det hele –sådan ser Københavns undergrunds-scene ud.» Da jeg var yngre ville jeg straks have sagt at rap er svaret – hvis du skal ha’ mobiliseret støtte til en sag, så lad os få alle «MC’sene fra blokken» ud – men nu ville jeg hellere bare sige kunst, kreativitet, ikke rap specielt – jeg ville ikke ekskludere nogen som helst pga. genre, hvis de var gode til det de gør. Og mange af de oprindelige kvaliteter der var særlige for hiphop som genre i sin tid, er forsvundet eller datomærkningen er simpelthen bare løbet ud – men nu kan jeg finde dét i alle typer musik, eller måske endda alle typer kunst, hvis jeg gider kigge efter. Et projekt der skulle ende med at skaffe penge til rent vand i Indien kunne lige så vel udføres af balletdansere som af rappere, det handler om ideen og udførelsen, ikke genren. Nogen rapper, nogen synger, og jeg ved ikke hvad der skulle det ene udtryk overlegent overfor det andet – rytmik over melodi. Nej vel, det giver ingen mening at rangordne det, vel. Jeg lytter bare til det der tænder mig. Det der gjorde at rap i starten var det eneste der virkelig ramte mig i maven, var lige så meget alle de medfølgende kulturelle ting.

Aisha: Hvad mener du? Alt det var «mere end musik»?

PV: Ja – det var enten eller. Du kunne ikke finde rap på de kommercielle kanaler overhovedet, det skulle opsøges og følelsen var at det var noget man havde for sig selv. Nogen af mine venner i folkeskolen ville flirte med det og høre et par bestemte plader i et halvt år, men så gå tilbage til heavy metal, som var det man dyrkede, hvis man var musik-interesseret der hvor jeg kommer fra. Men jeg «vendte aldrig tilbage» (selvom jeg spillede trommer i et Slayer cover-band!) og fik den her stærke følelse af at være udenfor på den fede måde – udenfor en kedelig hverdag, og at have adgang til en ellers lukket verden af farver, energi, stærke følelser og visdom. Jeg tænkte sgu store tanker i mit tolv-årige hoved – at der var en grundlæggende racisme i vores samfunds-opbygning, og at det var helt nødvendigt at lytte til historierne og pointerne som rap-musikken havde for at undgå at blive en del af den racisme. For eksempe.l
Og det giver ganske god mening for mig stadigvæk – al den frygt og usikkerhed der ligger under overfladen i et samfund er jo baseret på den enkeltes usikkerhed. Så hvis musikken kan give bare nogle enkelte en ny følelse af at høre til og blive genkendt – så ændrer det på disse folks verdensopfattelse og kan blive meget mere end bare «god musik». Jeg følte et stærkt fællesskab med alle der dyrkede musikken og det den kom fra. Men nu om stunder, hvis nogen siger «jeg elsker rap, jeg elsker hiphop» så kan jeg ikke være sikker på hvad de mener, det kan betyde hvad som helst.

Aisha: Jeg er helt enig i at musik både på ene side vækker følelser og på den anden side indeholder aspekter som kan
debateres på et intellektuelt plan. Men at der også kan transmitteres en følelse af at du lige kommunikerede en hel masse til et publikum som har brug for at høre et budskab, og at dette er helt anderledes end bare at holde en politisk tale.
I USA var det begyndelsen på min «raptivisme», fordi der var så mange episoder på min skole med elever der blev mobbet eller diskrimineret fordi de var anderledes på den ene eller anden måde, og det er skønt at bruge poesi eller musik fordi andre måder at tale om sådanne ting ofte får paraderne helt op hos folk, så man måske nok taler til hinanden men ikke med hinanden. Så jeg oplevede at kunsten gav dem et grundlag til at kunne starte en frugbar samtale.

PV: Ja, og angående følelsesmæssige så er det følelser langt væk fra der bliver transmitteret og bliver totalt tæt på – så modtageren føler sig mere hjemme et sted der er fysisk langt væk. I mine umiddelbare omgivelser kan jeg ikke finde nogen der har det ligesom mig – men de findes, det kan jeg høre i de her lydspor! Og den sikkerhed og stolthed kan så bruges i hverdagen.

Aisha: Absolut! Okay, jeg prøver stadigvæk at finde ud af hvor du er henne med hensyn til det jeg kalder «raptivisme», Du nævnte tidligere at du er stolt af at dine tekster ikke er nemme at oversætte – og det virker også som om at du har en meget dansk humor i dine tekster udover dine ordspil – for at få dine budskaber igennem?»

PV: Sådan formulerer jeg det jo slet ikke selv oppe i mit hoved, og det er ikke sådan at jeg har en tjek-liste med egenskaber, der skal krydses af. Det er selvfølgelig fedt at du kan finde de kvaliteter i det – men grunden til jeg gør det? Den er vel så irriterende simpel, at jeg gør det som jeg kan lide det.
Måske – det har jeg ikke tænkt over før – kommer den der humor der virker specielt dansk på dig ud af det danske sprog, og måske har jeg det også underbevidst sådan at der skal være en lille smule humor i de dybe ting, og en lille smule dybde i det der først og fremmest er sjovt.
Jeg tror jeg går efter en følelse af at jeg beriger beatet i stedet for at bruge beatet, og at det musikalsk set skal have en kvalitet, så det giver mening selv for folk der ikke taler sproget..

Aisha: Hvad er fordelen ved at bruge humor i sine tekster?

PV: Det giver måske en følelse af at kunne sige det jeg vil, uden at det skal være en kamp. Hvis du er en vred politisk sanger eller rapper, skal man skyde sig vej ind i salen for at få lov til at komme op på scenen, som så bliver til en talerstol. Og det er virkelig en velsignelse, ikke bare at skulle rundt til en lukket forsamling af allerede enige mennesker – «preach to the choir» som I kalder det. Det er nemt at mene noget, og så råbe det ud til en enig forsamling, der alle har læst de samme bøger, har de samme helte og den samme farve tøj på eller whatever. Så kan den mening være sand og rigtig, og værdig til at blive sagt i en mikrofon, men det ændrer ingenting – for det du kom med, havde publikum allerede inden koncerten startede. Så har du måske mobiliseret en følelse af fællesskab, hvilket er rigtig fedt, men det som du jo allerhelst vil snakke med mig om om rap kan bruges til udbredelse af et budskab til folk der ikke nødvendigvis er på «samme hold». Og der har jeg bare iagttaget at jeg mange gange har haft en følelse af øjenkontakt og kommunikation med folk i live-situationen som ikke betragter sig selv som rap-publikum, eller måske endda vil sige de hader rap, og som åbner sig op og lytter. Og det er jo både en personlig sejr og en skøn følelse hver gnag.

Aisha: Men hvordan gør du det? Det er en svær opgave.

PV: Ja, men det tror jeg ikke kan formuleres. Men jeg tror jeg ved hvad man i hvert fald ikke skal bruge sin musik til – at gå ud i verden for at «overbevise fjenden» – du er dømt til at tabe. Jeg tror på altid at fokusere på udtrykket og ikke hvad udtrykket kan bruges eller udnyttes til. Det tror jeg er supervigtigt.

Aisha: Kan du «brække det ned»?

PV: Ja. Det er meningen at du skal tage dit talent alvorligt – og bruge det uden at udnytte det. Du kan udnytte det til din egen fordel, og tjene penge på det, og det kan sagtens lade sig gøre at være rig og tilfreds og lykkelig. Men det vil stadig være et faktum at du udnyttede dit talent til at opnå noget. Du er måske født fattig, og så er det da fantastisk at få mulighed for at indstallere sin gamle mor i et ordentligt hus. Det er en god ting – men min pointe er, at så fokuserer man igen-igen på hvad talentet kan bruges til.
Jeg er lidt på dybt vand her. Men jeg prøver. Se, der er en idé om at der er «ægte kunst». Og du kan udnytte den på andres vegne – hvis du har en grund-følelse af at der er noget galt med politikken, folket, «systemet», fordelingen af goder i samfundet, den slags. Og du finder ud af at du kan noget, som skaber opmærksomhed og betyder noget for andre. Og de kan bruge dig. Så er det ligegyldigt om du er protest-sanger eller pop-idol, såsnart du har fundet ud af hvem er er «på», er man i overhængende fare for at blive en maskine der gentager det man ved publikum kan acceptere. Selv om det revolutionære kampråb du fyrer af, bliver du opslugt i et weird underbevidst spindevæv af at sige «de rigtige ting».
Det er bare noget der grundlæggende skræmmer mig – at såsnart du har et fællesskab, så er der et fælles ståsted og så er der også tabuer. Om det er hiphop som subkultur, om det er pop, om det er politisk musik – åh, du vil så gerne lave noget politisk og noget meningsfyldt, og hooker op med en NGO og straks er der en masse råmateriale der skal gemmes væk fordi det ikke er relevant eller måske ligefrem dårligt for «missionen». Og så er du ikke en fri kunstner med hele din menneskelighed at spille på, fordi de kan ikke bruge alle dine 360 grader som menneske, kun dine 10 grader som er politik. Og hele pointen, i hvert fald for mig, er at følelsen skal være 360 grader. Det er utrolig svært at føle sig fri, når man er blevet inviteret:
“Du er her fordi vi hørte den og den sang, og du name-dropper den her gut vi godt ka’ li’, og det virker som om at du har «fattet det». Så kom og spil til vores festival / bønnemøde / whatever, og hvis du har mere af samme skuffe, så tag endelig det med også.»
Men hvad med alle de andre ting jeg har lavet – min voldelige sang, min humoristiske sang, den hvor leger med tanken om at være min kone utro, eller den jeg skrev på stoffer? Så falder korthuset sammen – åh, du var heller ikke den der skulle redde os eller tale vores sag. Det hele handler om forventninger – damn, jeg hader forventninger.

Aisha: Yes, Ja men hvad betyder det for hiphoppens fremtid, nu hvor genren bliver stadig mere populær, mere udbredt og det er bestemt af kommercielle interesser hvad der får airplay? 

PV: Hiphop er et monster med to hoveder, både et bæst og en engel med et smukt og et grimt ansigt, der bevæger sig i mange retninger – op, ned, imod dig og væk fra dig, altsammen på en gang. Men du kan kun se den når du drømmer…

Aisha: Sådan. Tak for din tid, Per.