BONUS INTERVIEW: MC’S Fight Night refleksion

OKTOBER 2009 – Dette er de oprindelige mail-spørgsmål og mine svar i fuld længde, der blev skrevet sammen til en interview-artikel i anledning af det 10. MC’s Fight Night.

Alex/Rapgame: Du er som sagt en meget aktiv herre, både når det kommer til freestyle og ordinær rap, hvilket bl.a. har medført at du er idémageren bag MC´s Fight Night-video’en, hvor alle mestrene er samlet på et track udover det laver du workshops og varmer for tiden op fra Frank Hvam. Har du 48 timer i døgnet eller kan man tage et kursus hos Per V hvor man lærer at udnytte sin tid bedre?

PV: Niveauet er da uden tvivl hele tiden blevet slebet og forfinet. Den første Fight Night var nærmest et socialt eksperiment, hvor folk kom fra nær og fjern og var meget forskellige – nærmest som i Mos Eisley Rumhavn i Star Wars. Der var afslappede jazzrappere på engelsk, der koncenterede sig om flow, der var Natasja der toastede [reggae-sang], der var Jimmieee der kom og var Jimmieee, og en enkelt gangsta-type. Udover os “traditionelle” freestylere, der havde et battle-ry og havde mødt hinanden på kryds og tværs til forskellige arrangementer i årene forinden. Der var en spændt stemning med folk der hviskede i krogene om at “ham der ADL fra Sverige sku’ være helt umenneskeligt skarp” og i dén dur, fordi folk aldrig havde mødtes på den måde til en turnering. Nu er der så blevet fundet en form der fungerer, hvilket betyder at alle rappere kører den samme stil. Så der er en langt større teknisk sikkerhed, men også mindre personlighed og afveksling. Selvfølgelig kan jeg nyde de 3-4 allerbedste, fordi de er fremragende – men ellers keder battles mig som udgangspunkt, der er virkelig meget tyndt øl mellem den gode snaps – men nu er jeg jo også ekstremt miljøskadet, jeg forstår udemærket godt hvorfor alle andre tænder så hårdt på konkurrencemomentet.

Alex/Rapgame: Gennem årene er publikumstilgangen nærmest eksploderet, på samme tid er stemningen omkring MC’s Fight Night blevet mere aggressiv, hvor man oplevet at folk buh’er mere og har en tendens til at kaste ting i ringen. Sproget lader også til at være blevet grimmere. Er den udvikling gået fra ringen ud til publikum eller omvendt? Eller har de to parter forstærket hinanden i udbruddene?

PV: Jeg havde aldrig oplevet et eneste buh-råb – i hvert fald aldrig mere end en enkelt homie der gav fuckfinger til hans vens modstander – før 8 Mile. Den sæson var en skillevej, hvor 8 Mile nærmest var vores kulturs Saturday Night Fever, der gav vores forældre lyst til at danse – og det som de nye interesserede tændte på var intensiteten, konflikten, den onde stemning hvor folk på scenen var indebrændte køtere der sloges for deres liv. Hvor der er kontant straf fra publikum, hvis du misser en takt – det blev mere som et romersk Colosseum hvor pøblen glæder sig til at løverne skal ha’ mad. Og det gir selvfølgelig en nærmest dyrisk intensitet, men det giver jo de stakkels rappere meget lidt spillerum, det er ligesom en bjergetape i Tour De France hvor det går opad hele vejen.

Alex/Rapgame: Du valgte selv at træde ud af MC’s Fight Night efter at have vundet det to gange i træk og jeg må indrømme at vi var mange der troede at du ville vende tilbage på et eller andet tidspunkt. Det var så ikke tilfældet, hvordan synes du at MC’s Fight Night og Per V har klaret sig uden hinanden?

PV: Jeg synes det har været meget lykkelig skilsmisse – jeg har været indover Fight Night de fleste år, som dommer i 2 x 2 år, og som sparringspartner mht idéer, og jeg er lykkelig for de muligheder det har givet at skrive “dobbelt ubesejret Fight Night vinder”, hvilket var med til at etablere mig som et navn. Men jeg er glad for at kunne stoppe mens det stadig gik opad – og nu hvor jeg har netop har set de superfede videoer Primo har klippet sammen fra alle 9 år, er jeg endnu mere glad – den der kække, overgearede råbe-stil var jo åbenbart det der skulle til dengang og det var den jeg var, men jeg er meget gladere for den approach jeg har til freestyle nu, og er lykkelig for at kunne fordybe mig i den uden at skulle forsvare den overfor alle mulige der vil tryne mig for at komme frem.

Alex/Rapgame: Som den første MC’s Fight Night vinder må man sige at du af alle med kunne gennemskue hvad der er sket med deltagerne gennem årene der er gået. Synes du at niveauet er hævet, dalet eller er fokus bare et andet sted end det var for 10 år siden?

PV: Jeg har netop lavet en opsamling-CD [“Status”], der kommer til at ligge på hvert eneste sæde i KB-Hallen som en gave fordi jeg har 10-års jubilæum ligesom Fight Night – 10 år som prof MC – hvor jeg mellem numrene snakker med Hans Otto Bisgaard, og dér siger jeg at jeg husker Fight Night aftenerne som “95% nerver og 5% sjovt.” Hvis du havde spurgt mig dengang, ville jeg ha’ sagt at det stå som vinder i bokseringen var den fedeste aften i mit liv – det er først i retrospekt, hvor jeg har prøvet en masse andre ting, såsom de 500 skolekoncerter, hvor vi de første 3-4 sæsoner helt klart havde følelsen af at være ambassadører der viste denne smukke kunstform for eleverne for første gang, og nu hvor jeg er med Frank Hvam rundt som “surprise act” og viser det måbende voksne publikum hvad man kan med improvisation og sprog – det er først nu jeg kan se at Fight Night bare var starten på noget større og federe og mere langtidsholdbart for mig som rapper.

Alex/Rapgame: På trods af at du ikke deltager i battles, så er du nok den utvivlsomt mest aktive freestyler i Danmark, måske endda Skandinavien. Man kan vel godt betegne dig som kongen, der regerer uden at svinge sværdet, men hvad har egentlig gjort at du nåede til det punkt, hvor freestyle blev mere end battle for dig?

PV: Hahaha – jeg er bare glad for at tilfældet og heldet og timingen har gjort, at jeg kan bruge al min tid på musik, og den gave tager jeg meget alvorligt. Der er mange aftener jeg ikke kan falde i søvn, fordi jeg kan se en hel masse uudnyttede muligheder. Min kæreste ville ønske jeg var bedre til at slappe af, og ikke tænkte på tekster og projekter hele tiden, men jeg har altid været meget fokuseret på at komme ud med mine ting – helt sikkert også mere end hvad godt er som menneske. Men når jeg 1. december er færdig med 90 shows på 3 måneder med Frank Hvam holder jeg fuldstændig fri i et helt kvartal. Bare mig og min søn i døgndrift, indtil han skal i vuggestue. Så må vi se hvad min hjerne siger til det. Mit hjerte glæder sig i hvert fald.